30 km nord for Stockholm, omtrent hvor kulturlandskabet Roslagen begynder, ligger Lindö Hotell med sine fristende faciliteter for golfentusiaster. Med et af Sveriges allerstørste golfanlæg tilbydes spil på i alt 63 huller, samt en driving range med 59 pladser i to etager. Da vejret i Sverige ikke altid er det mest gunstige til golf, er driving rangen forsynet med infrarød varme og belysning.
Når dagens indsats på greenen er vel overstået, er det bare at fortsætte med at nyde livet. På dette helt nye hotel er der 9 suiter og 58 værelser, og desuden restaurant, golfshop og konferencerum. Samtlige værelser er smagfuldt indrettet af førende designere, med materialer i høj kvalitet og med lyse farver og stilrene møbler.
Byggeriet er modulbaseret, og med sine farvebehandlede facader i gran fra Moelven har arkitekt Andreas Hiller tegnet et hotel i harmoni med sine omgivelser. Skulle trangen til frisk luft ikke være opfyldt på dagens golfrunde, kan eftermiddagen tilbringes i ro på balkonen – alle værelser har egen terrasse på mindst otte kvadratmeter og udsigt til golfbanerne og naturen.
Golffaciliteterne er det største trækplaster, men hotellet har også andre aktiviteter på menuen: tennis, lerdueskydning, vandrestier, langrend om vinteren – og smagning af forskellige drikkevarer. Der er noget for enhver smag, og flere valg for de mest aktive!
www.lindohotell.se
Byggemoduler: moelven.no